Saint-Pierre og Miquelon — kort og fakta

Om Saint-Pierre og Miquelon

Saint-Pierre og Miquelon er en fransk oversøisk kollek tivitet beliggende i det nordlige Atlanterhav, lige ud for sydkysten af Newfoundland, Canada. Det er den eneste del af det tidligere franske imperium i Nordamerika, der fortsat er under fransk suverænitet. Hovedstaden og den vigtigste bebyggelse er Saint-Pierre, beliggende på øen af samme navn. Den samlede befolkning er på cirka 6.000 mennesker, hvoraf de fleste bor på Saint-Pierre. Som en fransk oversøisk kollektivitet sender territoriet valgte repræsentanter til den franske nationalforsamling og senatet. Beboerne er franske statsborgere med fulde rettigheder. Den lokale økonomi har historisk set været afhængig af fiskeri, særligt torsk, men sammenbruddet af torskebestandene i begyndelsen af 1990'erne påvirkede levebrødet alvorligt. I dag er territoriet stærkt afhængigt af tilskud fra Frankrig samt begrænset turisme, akvakultur og serviceerhverv. Territoriet bruger euro.

Geografi og landskab

Saint-Pierre og Miquelon består af flere øer med et samlet areal på cirka 242 kvadratkilometer. De to hovedøer er Saint-Pierre og Miquelon-Langlade. Saint-Pierre er den mindre men tættest befolkede ø og fungerer som administrativt centrum. Miquelon-Langlade er faktisk to øer forbundet af et smalt sandigt næs kaldet La Dune. Terrænet på begge øer er kuperet, overvejende bestående af klippefulde bakker, hede og mose med tynde sure jordbunde. Der er lidt dyrkbar jord. Kystlinjen er uregelmæssig med små vige, klippefulde næs og udsatte strande. Klimaet er koldt og tempereret, stærkt påvirket af Labradorstrømmen, der bringer koldt vand og hyppig tåge. Vintrene er lange og hårde, somrene korte og kølige. Øerne modtager betydelig snemængde og påvirkes hyppigt af stærke atlantiske vinde.

Historie

Baskiske og bretonske fiskere besøgte disse farvande fra begyndelsen af det sekstende århundrede, tiltrukket af de rige torskebanker på Grand Banks. Frankrig hævdede formelt øerne i 1536, og de skiftede hænder adskillige gange mellem Frankrig og Storbritannien gennem forskellige traktater i de følgende århundreder. Storbritannien overdrog endeligt øerne til Frankrig ved Pariser-traktaten i 1814. Under Forbudstiden i USA i 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne blev øerne et vigtigt omlastningspunkt for alkohol bestemt til det amerikanske marked, hvilket bragte kortvarig økonomisk velstand. Torskefiskeriet dominerede den lokale økonomi i det meste af det tyvende århundrede, indtil sammenbruddet af fiskebestandene fik Canada til drastisk at reducere fiskekvoterne i 1992. Territoriet fik sin nuværende status som fransk oversøisk kollektivitet i 2003.