Saint Vincent og Grenadinerne — kort og fakta

Om Saint Vincent og Grenadinerne

Saint Vincent og Grenadinerne er en lille ønation i de sydlige Loesidede Øer i det østlige Caribien. Den består af hovedøen Saint Vincent og en kæde af mindre øer og holme, kollektivt kendt som Grenadinerne, der strækker sig sydpå mod Grenada. Hovedstaden og den største by er Kingstown på Saint Vincent med cirka 25.000 indbyggere. Landets samlede befolkning er omkring 110.000. Det er et selvstændigt konstitutionelt monarki med den britiske monark som statsleder, repræsenteret af en generalguvernør. Landet blev uafhængigt den 27. oktober 1979 og er medlem af CARICOM og Commonwealth. Økonomien har traditionelt baseret sig på banandyrkning, men efter nedgangen i præferenceeksportordninger er turisme og offshore finansielle tjenester vokset. Grenadinerne er et populært sejlmål, særligt øerne Bequia, Mustique, Canouan og Union Island. Saint Vincent var blandt de sidste caribiske øer, der blev koloniseret, delvist på grund af voldsom karibisk modstand.

Geografi og landskab

Saint Vincent dækker cirka 344 kvadratkilometer, mens Grenadinerne tilføjer yderligere 45 kvadratkilometer fordelt på adskillige små øer og holme. Saint Vincent er en barsk, vulkansk ø domineret af La Soufrière-vulkanen i nord, der stiger til 1.234 meter og er det højeste punkt i det østlige Caribien. La Soufrière er brudt ud adskillige gange i den nedskrevne historie, med store udbrud i 1902, 1979 og senest i april 2021, da titusinder af beboere måtte evakueres fra øens nordlige del. De centrale og sydlige dele af Saint Vincent er også bakkerige og tæt begroede. Colonarie og Yambou er de vigtigste vandløb. Mesopotamia-dalen i syd er frugtbar og produktiv. Grenadinerne er lavere og fladere med sandstrande, koralrev og roligt turkisblåt vand. Bequia er den største af Grenadinerne med circa 18 kvadratkilometer. Tobago Cays udgør en marin park inden for Grenadinerne.

Historie

Saint Vincent var beboet af arawakaanere og derefter af ø-Carib-folk, der kaldte øen Hairouna. Columbus øjnede øen den 22. januar 1498, Sankt Vincents dag. Europæiske forsøg på at bosætte sig på øen i det 17. århundrede blev kraftigt modstået af Cariberne. Franskmændene etablerede en bosættelse ved Barrouallie i 1719 og udviklede sukkerplantager med enslaved afrikansk arbejdskraft. Afrikanske overlevende fra et skibsvrag nær Bequia blandede sig med Cariberne og dannede et særskilt samfund kendt som Sorte Caribere eller Garifuna. Storbritannien fik kontrol under Pariser-traktaten i 1763. Den anden caribiske krig 1795–1797, ledet af Garifuna-høvdingen Chatoyer — landets eneste nationale helt — endte med et nederlag, og omkring 5.000 Garifuna blev deporteret til Roatán ud for Honduraskystens. Frigørelsen kom i 1834. Øen opnåede autonomi som associeret stat i 1969 og fuld uafhængighed den 27. oktober 1979 under premierminister Milton Cato.