Svalbard og Jan Mayen — kort og fakta

Om Svalbard

Svalbard er et norsk øhav i Ishavet, beliggende omtrent midtvejs mellem det norske fastland og Nordpolen, på breddegrader mellem 74° og 81° nordlig bredde. Det administreres af Norge i henhold til Svalbardtraktaten fra 1920, der giver statsborgere fra traktatens underskrivere ret til at opholde sig og drive erhvervsvirksomhed der. Den vigtigste bebyggelse og det administrative center er Longyearbyen på øen Spitsbergen. Den samlede befolkning er på cirka 2.500 personer, herunder et norsk og et russisk minesamfund i Barentsburg. Kulminedrift var historisk den vigtigste erhvervsaktivitet, men er faldet markant. I dag er turisme, forskning og satellitoperationer de primære aktiviteter. Svalbard er hjemsted for Svalbard Global Seed Vault, en facilitet der bevarer mangfoldighed i afgrøder. Der er ingen grænsekontrols og ingen indkomstskat for beboere, hvilket giver øgruppen en usædvanlig juridisk karakter.

Geografi og landskab

Svalbard dækker cirka 61.000 kvadratkilometer, hvoraf om modtaget 65 procent er dækket af gletsjere og permanent is. Hovedøen Spitsbergen har dramatisk bjerglandskab med skarpe tinder, dybe fjorde og enorme gletsjere, der kalver ud i havet. Andre vigtige øer inkluderer Nordaustlandet, Edgeøya og Barentsøya. Permafrost ligger under hele øgruppen. Klimaet er arktisk med vintertemperaturer på gennemsnitlig minus 15°C og temperaturer lidt over frysepunktet om sommeren. Den vestspitsbergenske strøm modererer temperaturen noget. Øgruppen oplever polarn?? fra slutningen af oktober til midten af februar og midnatssol fra slutningen af april til slutningen af august. Dyrelivet er rigt og inkluderer isbjørne, arktiske ræve, rensdyr, hvalros og enorme søfuglekolonier. Svalbard Nationalpark og flere naturreservater beskytter store dele af vildmarken.

Historie

Øerne blev sandsynligvis set af norske søfarere i det 12. århundrede, men den første klart dokumenterede europæiske opdagelse var ved den nederlandske navigator Willem Barentsz i 1596. Derefter blev øgruppen centrum for intensiv hvalfangst af nederlandske, engelske og dansk-norske hvalfangere i det 17. og 18. århundrede. Kulminedrift begyndte i starten af det 20. århundrede og tiltrak norske og russiske bosættere. Efter Første Verdenskrig tilkendegav Svalbardtraktaten af 1920 suverænitet til Norge, mens traktatlandenes rettigheder blev bevaret. Under Anden Verdenskrig blev øgruppen evakueret og udsat for tyske militæroperationer. Efter krigen genoptog Norge administrationen. Den Kolde Krig gav Barentsburg strategisk betydning som en sovjetisk tilstedeværelse i det høje Arktis, og dette russiske samfund eksisterer fortsat i dag under selskabet Arktikugol.